Hvad vil vi gøre for dig?

Denne hjemmeside er lavet for at vise dig, hvor enkelt det er at skrive testamente, og hvordan testamentet kan bruges til at give noget godt videre i form af støtte til en eller flere sager, der er vigtige for dig.

Vi vil ikke påstå, at det er en let beslutning. Det er et derimod et emne, der kræver overvejelse og indsigt.

Vi vil hjælpe dig til at blive klogere på det hele – ikke mindst ved at tilbyde gratis advokat-rådgivning fra eksperter på arveområdet. Du kan f.eks. vælge at blive ringet op – eller du kan skrive til en af vores advokater.

På denne hjemmeside kan du:

  • Blive ringet op af en advokat og få en gratis indledende samtale
  • Skrive til og få svar af en advokat
  • Få tilskud (op til 5000 kr.) til at oprette testamente
  • Se, hvilke dokumenter der kræves
  • Få overblik over eventuelle advokatudgifter
  • Få nye vinkler på det at testamentere til et godt formål
  • Få svar på ofte stillede spørgsmål

Hvad håber vi, du vil gøre

Vi ønsker mest af alt, at du tager stilling til, om det at give noget videre har relevans for dig.
Vi håber, at du vil spørge dig selv: Giver det mening for mig at testamentere et beløb til et godt formål? At du åbent undersøger: Hvad taler for at støtte på denne måde – og hvad taler imod?
Vi håber, at du vil tale med dine nærmeste, familie og venner om det.

Vi håber også, at du vil tage imod vores tilbud om at få gratis advokatrådgivning. For overblik og konkret viden kan være en hjælp til, at du kan tage det valg, der er rigtigt for dig.

I sidste ende håber vi selvfølgelig, at du vil skrive et eller flere gode formål ind i dit testamente. Naturligvis under forudsætning af at det er en positiv og livsbekræftende handling, der giver mening for dig.

Al støtte gør en mærkbar forskel

Vi er mere end 30 velgørende organisationer. Vi har forskellige sager og forskellige interesseområder. Men på én måde har vi alle samme sigte: Al testamenteret økonomisk støtte gør en mærkbar forskel ude i virkeligheden. Vi er et fællesskab af seriøse og velkendte organisationer, der arbejder langsigtet. Vi har det til fælles, at den støtte vi modtager omsættes til forandring. Lige præcis hvor din støtte skal være med til at gøre en positiv forskel – ja, det afgør du. For selvfølgelig er det dig, der bestemmer, hvilke formål din støtte skal gives til.