Hvordan kan jeg støtte velgørenhed i mit testamente?

Kan jeg støtte et eller flere velgørende formål samtidig med, at jeg støtter min familie?

Du kan sagtens støtte et eller flere velgørende formål samtidig med, at du støtter din familie. I nogle tilfælde kan du endda både støtte velgørende organisationer og opnå, at din familie får lidt mere.

Så længe du ikke overskrider tvangsarven til dine børn eller ægtefælle (som er 25%), kan du frit bestemme over 75% af din arv, forudsat at du ikke sidder i uskiftet bo eller har oprettet et testamente, hvor der er begrænsninger i, hvor meget du kan bestemme over.

Hvis du gerne først og fremmest vil betænke din familie, men gerne vil give et beløb til en eller flere organisationer, som betyder noget for dig, kan du f.eks. bestemme, at organisationerne skal have et bestemt beløb – f.eks. 10.000 kr. eller, at en eller flere af organisationerne skal have en procentdel af det, du efterlader dig.

I nogle tilfælde er det muligt at give et beløb til en eller flere velgørende organisationer og samtidig efterlade lidt ekstra til sin familie.
Det gør man ved at indsætte en bestemmelse om, at familien skal arve 70%, og organisationen skal arve 30%, og at organisationen til gengæld skal betale bo- og tillægsboafgifter for familien.

Se regneeksempel.

Eksempel 1
Du indsætter din niece til at arve alt efter dig.
Din formue er 1 mio.
Af dette beløb skal din niece betale 329.278 kr. i afgift (2019 tal).
Din niece får derfor udbetalt i arv kr. 670.722.

Eksempel 2
Du indsætter din niece til at arve 70% og en eller flere velgørende organisationer til at arve 30% med bestemmelse om, at organisationen skal betale bo- og tillægsboafgifter.
Din niece arver 700.000 kr.
Organisationerne arver 300.000 kr. men skal betale afgift for din niece, afgiften udgør nu kr. 220.528.
Organisationerne får derfor udbetalt 79.472 kr.

Hvis du gerne vil give organisationerne en procentdel, men ikke ønsker, at de ”skal blande sig i boet”, kan du bestemme, at organisationen skal have stilling som legatar. Tal med en advokat om det.

Kan jeg bestemme, hvad en organisation skal bruge mine penge til?

Mange af de velgørende organisationer, som er tilknyttet Det Gode Testamente, vil gerne bruge de penge, de arver, til lige præcis det, du brænder for at støtte. Ring til den eller de organisationer, du gerne vil støtte, og hør nærmere om, hvordan du kan gøre.

Er der forskel på, om man støtter en fond eller en forening i sit testamente?

Nogle af organisationerne i Det Gode Testamente er ikke-erhvervsdrivende fonde. Hvis du vælger at testamentere til en ikke-erhvervsdrivende fond, skal du være opmærksom på, at det skal fremgå udtrykkeligt af dit testamente, at du ønsker, at arven skal gå til uddeling. Ellers indgår arven automatisk i fondens bundne kapital. Det er vigtigt, at du får hjælp af en advokat til den helt rigtige formulering i dit testamente.