Hvorfor skal jeg oprette testamente?

Mange tror, at testamenter kun er noget, man skal oprette, hvis man har komplicerede familieforhold og/eller mange penge. Det er ikke rigtigt. Det er også relevant for mange “almindelige” mennesker at oprette testamente.
Du skal oprette et testamente, hvis du gerne selv vil bestemme, hvordan arven efter dig skal fordeles.

Hvis du ikke opretter et testamente, fordeles arven efter de regler, som findes i arveloven.

Hvis du ønsker, at bestemte personer skal arve en ting eller et pengebeløb – eller hvis du ønsker at støtte et eller flere velgørende formål, som har haft betydning for dig – skal du oprette et testamente.

Det er også en god ide at overveje et testamente, hvis din livssituation ændrer sig – f.eks. hvis du bliver gift eller skilt eller flytter sammen med din kæreste, får børn, eller hvis din ægtefælle dør.

Hvem arver, hvis jeg ikke opretter testamente?

Hvis du ikke opretter testamente, er det din familie, som arver.

I arveloven har man opdelt familien i tre arveklasser.

  1. arveklasse er din ægtefælle og dine livsarvinger – dvs. børn, børnebørn osv.
  2. arveklasse er dine forældre og deres livsarvinger – dvs. dine søskende, nevøer og niecer, deres børn osv.
  3. arveklasse er dine bedsteforældre og deres børn. Bemærk, at dine fætre og kusiner er ikke arvinger efter loven.

Hvis du ikke har nogen familie, ud over fætre og kusiner, og ikke har oprettet testamente, arver staten.

Arver min samlever, når jeg dør?

Nej! – din samlever arver dig ikke, når du dør – med mindre, du har oprettet et testamente. Det er derfor meget vigtigt, at du opretter et testamente, hvis du ønsker, at din samlever skal arve dig. Hvis du ikke har børn, kan din samlever arve alt efter dig, hvis du bestemmer det i et testamente. Hvis du har børn, kan din samlever – under nogle nærmere omstændigheder – komme til at arve op til 7/8 af det, du efterlader dig, hvis du bestemmer det i et testamente. Tal med en advokat om det.