Dyreværnet

Alle kæledyr i Danmark skal have et godt hjem

Dyreværnet har ikke uanede mængder af midler. Vores forening får ikke alverden i offentlig støtte, men vi giver aldrig op. Er der dyr, der har behov for vores hjælp, så hjælper vi. Vi finder pladsen til at tage de hjemløse snuder ind – også selvom det betyder, at vi må have en hund eller kat på kontoret, når internaterne er fyldte. Måske du har set os på TV? I så fald ved du, at vi er en flok passionerede, dedikerede og dyreglade medarbejdere, der sammen med vores 137 frivillige kæmper for dyrene. Hver dag. Vi er her, for at få halerne til at logre igen og for at få kattene til at spinde. Og vi lykkes med det.

Flere end 1.200 misrøgtede og hjemløse hunde, katte og kaniner får hvert år nye kærlige familier, når de adopteres ud fra vores to internater, mens flere end 1.500 dyr bliver hjulpet af vores mobile dyrlægeklinik, Frynseklinikken, der kører Danmark tyndt for at hjælpe de hunde og katte, som samfundets svageste borgere ikke har råd til at få tilset.

Vores forening er dybt afhængig af private donationer og testamentariske gaver. Hvis du overvejer at betænke vores forening i dit testamente, lover vi dig, at midlerne går direkte til dyrene. For hos Dyreværnet er vores motto: Hver en krone tæller, når hver en pote gælder.