Anne-Pias arv får en særlig betydning

Se hendes fortælling
Fotokreditering: Victor Diemar

Det var helt naturligt for Anne-Pia, at dyrene skulle tilgodeses i hendes testamente. Dyr har nemlig altid fyldt i hendes liv. Til daglig underviser hun på en social- og sundhedsskole og er skønlitterær forfatter ved siden af. Hun har altid selv haft dyr og har skrevet ungdomsromanen Mit navn er Lava, som netop sætter fokus på nogle af de svære spørgsmål om den måde, vi behandler dyr på.

Hun har også arbejdet på et dyreinternat og kender derfor alt til de rædsler, som mange dyr udsættes for. Her så hun på nært hold, hvordan dyr bliver svigtet og efterladt, hvilket gjorde stort indtryk. Derfor var det for hende aldrig et spørgsmål, om dyrene skulle med i hendes testamente. Det var en selvfølge.

“Jeg har valgt at tilgodese dyr i testamentet, fordi det gav bare rigtig god mening for mig. Dyr har fyldt rigtig meget i hele mit liv, så det ville nærmest være mærkeligt, hvis de ikke også var med i mit testamente”, fortæller Anne-Pia.

For hende handler det om at gøre den størst mulige forskel for dyrene.

 “Jeg har valgt at testamentere til Anima, fordi jeg synes, de gør et kæmpe stykke arbejde, især ved forhandlingsbordet. Det man kan gøre, hvis man rækker ud og får fat i nogle kæder, nogle supermarkeder og så videre, det kan rykke meget mere, end jeg kan som privatperson.”

Kærligheden blev startskuddet

Anne-Pia bor sammen med sin mand og katten Miska, som hun har adopteret fra et internat. Da hun og hendes mand skulle giftes, satte det tankerne om testamente i gang. Hendes mand har nemlig børn, og det har hun ikke selv. Derfor blev brylluppet et naturligt afsæt for at tale om, hvad der skulle ske, hvis en af dem gik bort.

“Allerede da vi begyndte at tale bryllup, talte vi også om, at vi i hvert fald bliver nødt til at finde ud af, hvad sker der, hvis den ene går bort.”

En kamp, der lever videre

For Anne-Pia betyder det meget, at den kamp, hun altid har taget for dyrene, lever videre i hendes ånd, når hun ikke længere er her.

Det betyder noget særligt for mig, at dyrene arver efter mig. At når jeg ikke er her mere, så gør jeg stadig noget godt for dyr. I virkeligheden fortsætter det jo bare, det arbejde og den kamp, jeg har taget hele mit liv. For det stopper jo ikke med mig. Det er jo ikke sådan, at når jeg er død, så har alle dyr det bare godt. Hvis bare det var sådan. Men det er det jo ikke.

Anne-Pia

Anne-Pias største drøm for dyrene er, at de får friheden til selv at vælge det liv, de gerne vil leve. Og det gælder alle dyr. Både dem i landbruget, de vilde dyr i naturen og vores pelsede familiemedlemmer hjemme i sofaen.